Regler for el løbehjul i Danmark
Vi har læst bekendtgørelsen paragraf for paragraf. Herunder er reglerne for elektriske løbehjul, som de faktisk står — med henvisning til hvor hver enkelt står, så du selv kan slå det efter.
Reglerne er de samme, uanset om du kalder det et el løbehjul, et elektrisk løbehjul eller en el scooter. I lovteksten hedder køretøjet et motoriseret løbehjul, og det er den betegnelse, du skal slå op efter.
Kort fortalt
Et el løbehjul må højst kunne køre 20 km/t, veje under 25 kg og må ikke have sæde. Du skal være 15 år, bruge fastspændt cykelhjelm, have lys tændt hele døgnet og køre efter cyklisternes regler. Der kræves ikke kørekort, og der er ingen lovpligtig ansvarsforsikring, hvis du selv ejer løbehjulet.
| Krav | Sådan er reglen | Hjemmel |
|---|---|---|
| Tophastighed | Motoren må højst kunne drive løbehjulet 20 km i timen | § 1 |
| Siddeplads | Ingen siddeplads og ingen pedaler | § 1 |
| CE-mærkning | Skal være CE-mærket efter maskindirektivet | § 2 |
| Færdselsregler | Cyklisternes regler gælder — cykelsti, cyklistsignaler, cyklistskiltning | § 3 |
| Egenvægt | Højst 25 kg | § 4 |
| Mål | Højst 2 m lang, 0,70 m bred | § 5 |
| Passagerer | Kun føreren. Ingen påhængs- eller sidevogn | § 6 |
| Brugervægt | Fabrikantens minimums- og maksimumvægt skal overholdes | § 7 |
| Lys | Hvid/gul forlygte og rød baglygte, synlige på 300 m, tændt under kørsel | § 8 |
| Reflekser | Hvid foran, rød bagpå, gul eller hvid til begge sider | § 9 |
| Alder | 15 år — under 15 kun med ledsagelse eller på skiltede lege- og opholdsområder | § 10 |
| Cykelhjelm | Fastspændt cykelhjelm påbudt, godkendt efter EU-forordning 2016/425 | § 10 a |
| Spiritus og stoffer | Færdselslovens § 53 og § 54 gælder | § 11 |
| Ansvarsforsikring | Kun ved udlejning uden fører. Pligten er udlejerens | §§ 12-14 |
| Straf | Overtrædelser straffes med bøde | § 15 |
Hvor hurtigt må et el løbehjul køre?
Et el løbehjul må køre 20 km i timen i Danmark. Kravet står i § 1 i bekendtgørelsen om forsøgsordning for motoriseret løbehjul og gælder på offentlig vej, cykelsti og alle andre steder, hvor færdselsloven gælder.
Men der er en vigtig detalje, som afgør, om det løbehjul du kigger på, overhovedet er lovligt: 20 km/t er en konstruktionsgrænse, ikke en fartgrænse.
§ 1 siger, at motoren højst må kunne drive køretøjet op til 20 km i timen. Ordet "kunne" kom ind med ændringsbekendtgørelsen i juli 2019, og det er afgørende: det er den konstruktivt bestemte maksimalhastighed, der tæller. Det skal kræve en væsentlig konstruktiv ændring af motor, transmission eller styreenhed at få køretøjet over 20 km/t.
En model, der er markedsført som 25 km/t, bliver derfor ikke lovlig af at blive skruet ned i en app. Og det har betydning ved køb: der sælges modeller på 25, 45 og 80 km/t i danske butikker. De må køres på privat grund med ejerens tilladelse — ikke på offentlig vej, cykelsti eller fortov.
Den anden vej gælder det samme: at dit løbehjul kan køre 20 km/t, betyder ikke, at du altid må. Du er underlagt cyklisternes regler, så på en gågade eller et skiltet opholdsområde er den tilladte hastighed lavere.
Sådan tjekker du det, før du køber
Tophastigheden står som regel i produktnavnet eller i specifikationerne. Står der 20 km/t, er du på den sikre side. Står der 25 km/t eller mere, er køretøjet ikke lovligt på offentlig vej. Står der ingenting, så spørg forhandleren — og få svaret skriftligt.
Vi markerer det på hvert produkt her på sitet: Lovlig på offentlig vej Ikke lovlig på offentlig vej Tophastighed uoplyst
Brug vælgeren, hvis du vil have vist modeller, der overholder grænsen. Hvad der gælder for de hurtige — 25, 30 og 45 km/t — og hvad politiet og forsikringen gør ved dem, står samlet i el løbehjul hastighed for hastighed.
Hvor gammel skal man være for at køre el løbehjul?
Du skal være fyldt 15 år for at køre på et el løbehjul alene. Det står i § 10, stk. 1, og der er ingen dispensation, forældreattest eller anden vej udenom.
Undtagelsen i stk. 2 er den, forældre skal kende: personer under 15 år må køre, hvis kørslen sker under ledsagelse og kontrol af en myndig person, eller hvis kørslen alene finder sted på skiltede lege- og opholdsområder.
Der er altså ikke en nedre aldersgrænse for at stå på et el løbehjul — der er en grænse for at gøre det alene. En myndig person er en person over 18 år.
Bemærk, at cykelhjelmskravet i § 10 a gælder uanset alder. Et barn på 10, der kører under opsyn på et opholdsområde, skal også have fastspændt cykelhjelm på.
Regler for børn på el løbehjul
Reglerne for børn er de samme som for voksne på alle punkter undtagen ét — alderen. Kort fortalt: et barn skal være fyldt 15 år for at køre alene. Er barnet yngre, må det kun køre under ledsagelse og kontrol af en person over 18 år, eller alene på skiltede lege- og opholdsområder. Cykelhjelm er påbudt uanset alder.
Det betyder i praksis, at et barn på 13 ikke må køre alene til skole på et el løbehjul — heller ikke på cykelstien, heller ikke med hjelm og heller ikke, hvis løbehjulet kun kører 20 km/t.
Er du forælder, er der mere at vide: hvorfor en 13-årig ikke kan få en bøde, hvad "ledsagelse og kontrol" kræver, og hvad du selv hæfter for, hvis dit barn kører ind i nogen.
Cykelhjelm har været påbudt siden 1. januar 2022
Kravet står i § 10 a, som blev indsat med bekendtgørelse nr. 55 af 19. januar 2021 og trådte i kraft 1. januar 2022. Ordlyden er, at enhver person, der anvender køretøjet, skal anvende fastspændt cykelhjelm.
Hjelmen skal være godkendt og mærket efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/425 om personlige værnemidler. Det er den samme mærkning, du finder i en cykelhjelm købt hos en dansk forhandler. En umærket skaterhjelm eller en hjelm købt uden for EU opfylder ikke nødvendigvis kravet.
Bemærk formuleringen "fastspændt". En hjelm, der hænger på styret eller sidder løst, opfylder ikke kravet.
Hvor må du køre?
§ 3 gør færdselslovens regler for cykler og cyklister gældende for motoriserede løbehjul. Konsekvensen er enkel: du kører, hvor en cyklist ville køre. Undtagelsen er naturen: i skove, på strande og stier gælder naturbeskyttelsesloven, og dér er el løbehjul forbudt — se offroad: hvor må du køre?
- Cykelsti, hvor der er en. Er der ikke, kører du i højre side af kørebanen.
- Cyklistsignaler og cyklistskiltning gælder for dig.
- Fortove, gangstier og fodgængerfelter er ikke tilladt. Skal du krydse et fodgængerfelt, skal du trække.
- Du skal give tegn ved sving og stop, som en cyklist.
§ 6 tilføjer, at der kun må være føreren på køretøjet, og at der hverken må medføres eller tilkobles påhængsvogn eller sidevogn.
Forsikring: hvad der gælder, og hvad der ikke gør
Her går der mest galt i den offentlige debat, så lad os være præcise. Tyveridækning — låsekrav og selskabernes 20 km/t-betingelse — er en anden sag og står i lås til el løbehjul. Om ansvar siger §§ 12-14:
- Færdselslovens kapitel 16 om erstatning og forsikring gælder for motoriserede løbehjul, der udlejes uden fører.
- Forsikringspligten efter færdselslovens § 105 påhviler udlejeren — ikke den, der lejer.
- For løbehjul, der ikke er omfattet af forsikringspligten, gælder reglerne om garantifonden for skader forvoldt af uforsikrede køretøjer.
Ejer du selv dit el løbehjul, er der altså ingen lovpligtig ansvarsforsikring. Det er ikke det samme som, at du er dækket.
Vores råd — det er ikke et lovkrav
Rammer du en fodgænger eller en cyklist, hæfter du personligt for skaden. Ansvarsdelen af en almindelig indboforsikring dækker ikke nødvendigvis eventuelle skader forvoldt med et motoriseret køretøj, og selskaberne har forskellig praksis.
Ring til dit eget selskab og bed om skriftlig bekræftelse på, at du er dækket, når du kører på el løbehjul. Det er den billigste forsikring, du kan tegne.
Bødetakster: hvad koster hvad
§ 15 fastsætter, at overtrædelser straffes med bøde, og fordeler ansvaret: ejeren eller den varige bruger straffes for de tekniske krav i §§ 1, 2, 4 og 5, mens føreren straffes for §§ 6-8, § 9, § 10, § 10 a og § 13.
Selve bekendtgørelsen angiver ingen beløb. Taksterne står i Rigspolitiets vejledende bødetakster ved overtrædelse af færdselsloven, og herunder er de rækker, der handler om motoriserede løbehjul — gengivet med den hjemmel, politiet selv angiver:
| Overtrædelse | Bøde | Hjemmel |
|---|---|---|
| Kørsel uden godkendt fastspændt cykelhjelm | 1.500 kr. | BL § 10 a |
| Kørsel uden lys foran/bagpå | 1.000 kr. | BL § 8, stk. 1 og 2 |
| Kørsel uden synlige reflekser | 1.000 kr. | BL § 9, stk. 1 |
| Øvrige lygter bagudrettede eller i forkert farve | 1.000 kr. | BL § 8, stk. 3 |
| Befordring af andre personer end føreren, eller påhængs-/sidevogn | 1.000 kr. | BL § 6 |
| Cykelsti ikke anvendt | 700 kr. | Færdselslovens § 14, stk. 1 |
"BL" er Rigspolitiets forkortelse for bekendtgørelse nr. 40 af 14. januar 2019 om forsøgsordning for motoriseret løbehjul med senere ændringer.
Derfor ser du forskellige tal andre steder
Nogle sider skriver 700 kr., andre 1.000 kr., og begge har ret — det er bare to forskellige forseelser. 700 kr. er taksten for ikke at bruge cykelstien; 1.000 kr. er taksten for manglende lys og reflekser. Den dyreste enkeltforseelse er den manglende hjelm på 1.500 kr.
Taksterne er vejledende. Det er politiet, der udmåler bøden i den konkrete sag, og flere forseelser lægges sammen.
Spiritus, stoffer og sygdom
§ 11 gør færdselslovens § 53 og § 54, stk. 1 og 2, gældende for føreren af et motoriseret løbehjul. Det er de samme bestemmelser, der gælder for førere af biler og motorcykler.
Der er altså promillegrænse på el løbehjul, og den er 0,50 promille — grænsen i færdselslovens § 53, stk. 1. For bevidsthedspåvirkende stoffer er der nulgrænse efter § 54, stk. 1. § 54, stk. 2 rammer desuden kørsel i en tilstand, hvor man ikke kan føre køretøjet på betryggende vis, uanset årsagen.
Spirituskørsel har ingen fast bødetakst som forseelserne ovenfor. Bøden udmåles individuelt — for motorkøretøjer typisk efter indtægt — og sagen afgøres ved domstolene. Derfor gengiver vi ikke et beløb her; de tal, der cirkulerer på andre sider, kan vi ikke belægge med en retskilde.
Det praktiske råd er til gengæld enkelt: behandl el løbehjulet som et køretøj, ikke som et supplement til cyklen. Det kører 20 km i timen, og du står op på det.
Kan du miste kørekortet på et el løbehjul?
Ja. Det er den regel, der overrasker flest, og den følger direkte af § 11: når færdselslovens § 53 om spirituskørsel gælder for føreren af et motoriseret løbehjul, gælder også de konsekvenser, bestemmelsen udløser — herunder frakendelse af førerretten.
Du behøver altså ikke have kørekort for at køre på et el løbehjul. Men har du et, kan du miste det ved at køre spirituskørsel på løbehjulet. DR har beskrevet, hvordan flere hundrede har fået frakendt førerretten efter spritkørsel på el løbehjul.
Kort svar på tre spørgsmål, vi ofte får
- Kræver et el løbehjul kørekort? Nej. Bekendtgørelsen stiller ingen krav om kørekort.
- Kan man miste kørekortet? Ja — ved spirituskørsel, fordi færdselslovens § 53 gælder.
- Kan man få klip i kørekortet? Klippekortordningen knytter sig til bestemte forseelser i færdselsloven. Vi kan ikke af bekendtgørelsen udlede, at den finder anvendelse her, og gætter derfor ikke — spørg politiet om din konkrete situation.
Må du tage el løbehjulet med i bus og tog?
Ja — og i langt de fleste tilfælde gratis. Reglen står i Fælles landsdækkende rejseregler, som gælder på tværs af DSB, metro, letbaner og trafikselskaberne.
Efter afsnit 4.2 kan et sammenklappet (el)løbehjul tages med gratis som personlig bagage, hvis det holder sig inden for målene for et stykke bagage:
Grænsen der afgør det: 100 × 60 × 30 cm
Kan dit løbehjul foldes ned inden for 100 × 60 × 30 cm, rejser det som håndbagage — gratis, uden billet. Kan det ikke, behandles det efter reglerne for cykelmedtagning, og så skal der typisk cykelbillet til, og der er begrænsninger på hvilke afgange der er plads.
Det er sammenklappet længde, der oftest afgør det. Et typisk pendlerløbehjul med 8-10 tommers hjul folder til omkring 110-115 cm — altså lige over grænsen.
To ting mere er værd at vide:
- Personalet har det sidste ord. Rejsereglerne siger udtrykkeligt, at personalet vurderer, om der er plads, og om bagagen er til gene. Deres anvisninger skal følges.
- DSB kan have særlige regler for (el)løbehjul i RE-tog, InterCity og InterCityLyn. Tjek det for din strækning, inden du regner med at komme med.
Køretøjer, der drives af benzin eller andet letantændeligt brændstof, må ikke medtages. Det rammer ikke el løbehjul — de er netop eldrevne.
Er pendling med tog eller bus en del af planen, er foldemål og vægt vigtigere end rækkevidde ved købet. Se el løbehjul til voksne, hvor vi angiver vægten på hver model.
Lys og reflekser: kravene i detaljer
Lyskravet i § 8 er mere specifikt, end de fleste tror, og det er et af de krav, der oftest overtrædes uden at nogen tænker over det.
- Der skal være mindst én forlygte, der afgiver hvidt eller gult lys, og mindst én baglygte, der afgiver rødt lys.
- Begge skal afgive lys, der er tydeligt synligt på mindst 300 meters afstand.
- Lygterne skal holdes tændt under kørsel — hele døgnet, også i skarpt solskin.
- Blinkende lys er tilladt, hvis blinkfrekvensen er mindst 120 blink i minuttet.
- Ekstra lygter må kun afgive hvidt eller gult lys og må ikke være bagudrettede. Ingen lygter må blænde den øvrige trafik.
Refleks-kravet i § 9 er selvstændigt og gælder ud over lyset. Under kørsel skal løbehjulet have mindst én hvid refleks synlig forfra, mindst én rød synlig bagfra og mindst én gul eller hvid synlig fra begge sider. Reflekserne skal opfylde kravene i bekendtgørelsen om cyklers indretning og udstyr.
Det er sidereflekserne, der oftest mangler fra fabrikken. De koster nogle få kroner, og de er dét, der gør dig synlig, når en bil kommer fra siden i et vejkryds.
De tekniske krav til selve køretøjet
Ud over hastigheden stiller bekendtgørelsen fire målbare krav til køretøjet. De er værd at kende, fordi ansvaret for dem ligger hos ejeren eller den varige bruger — ikke kun hos føreren. Og ét krav står allerede i definitionen i § 1: ingen siddeplads — hvad det betyder for de modeller, der sælges med sæde, står i el løbehjul med sæde.
| Krav | Grænse | Hjemmel | Sådan tjekker du det |
|---|---|---|---|
| CE-mærkning | Skal være CE-mærket efter maskindirektivet | § 2 | Mærkat på ståpladen eller i manualen |
| Egenvægt | Højst 25 kg | § 4 | Står i specifikationerne. Bemærk: mange premiummodeller ligger på 23-24 kg |
| Længde | Højst 2 meter | § 5 | Rammer kun meget store modeller |
| Bredde | Højst 0,70 meter målt på det bredeste sted | § 5 | Måles typisk over styret |
Definitionen i § 1 er det femte krav og det, der oftest overses: et motoriseret løbehjul er et elektrisk drevet, to-akslet køretøj med styr, som ikke er udstyret med en siddeplads og pedaler eller lignende.
Sætter du et sæde på — eller køber en model, der leveres med et — er køretøjet ikke længere et motoriseret løbehjul i bekendtgørelsens forstand. Det er hverken en detalje eller en fortolkning; det står i definitionen.
Udlejningsløbehjul: andre regler
Deleløbehjul, som du låser op med en app, er reguleret anderledes på ét punkt: forsikring.
Efter §§ 12-13 gælder færdselslovens kapitel 16 for motoriserede løbehjul, der udlejes uden fører. Forsikringspligten efter færdselslovens § 105 påhviler udlejeren, og føreren skal under kørslen over for politiet kunne dokumentere, at ansvarsforsikringen er tegnet og holdt i kraft — det kan ske elektronisk, altså via appen.
Alle øvrige krav — alder, hjelm, lys, hastighed, hvor du må køre — er præcis de samme som på dit eget løbehjul. At løbehjulet er lejet, ændrer intet ved, at du skal være 15 år og have fastspændt cykelhjelm på.
Hvad med elcykel, el scooter og de andre små elkøretøjer?
Reglerne herover gælder motoriserede løbehjul. De nærtstående køretøjstyper er reguleret hver for sig, og det er let at forveksle dem — især fordi butikkerne bruger ordene i flæng.
| Køretøj | Kendetegn | Gælder denne side? |
|---|---|---|
| Motoriseret løbehjul | To aksler, styr, ingen siddeplads, højst 20 km/t | Ja |
| El løbehjul med sæde | Har siddeplads | Nej — falder uden for definitionen i § 1 |
| Elcykel | Pedaler, motoren hjælper når du træder | Nej — egne regler i færdselsloven |
| El scooter / knallert | Sæde, nummerplade, registreringspligt | Nej — knallertregler |
| Selvbalancerende køretøj | Ståhjuling, hoverboard | Nej — egen forsøgsordning |
| Modeller over 20 km/t | Fx 25, 45 eller 80 km/t | Nej — må ikke køres på offentlig vej |
Er du i tvivl om, hvad du står med, så se på to ting: har det sæde, og hvad er den konstruktive tophastighed? De to spørgsmål afgør i praksis, hvilket regelsæt du er underlagt.
Hvad sker der efter forsøgsordningen?
Formelt hedder reglerne stadig en forsøgsordning, og det får mange til at spørge, om el løbehjul bliver forbudt igen, eller om reglerne laves om.
Bekendtgørelsen står som gældende på retsinformation.dk og har ingen udløbsdato i teksten. Der er altså ikke en dato, hvor reglerne automatisk bortfalder, og et el løbehjul købt i dag bliver ikke ulovligt af sig selv.
Det, der derimod er sket, er, at ordningen er blevet strammet undervejs. Bekendtgørelsen trådte i kraft 17. januar 2019 og er ændret to gange siden:
| Ændring | Hvad den gjorde | I kraft |
|---|---|---|
| Bekendtgørelse nr. 665 af 1. juli 2019 | Præciserede, at 20 km/t er en konstruktiv grænse, og strammede refleksreglerne | Juli 2019 |
| Bekendtgørelse nr. 55 af 19. januar 2021 | Indsatte § 10 a — påbud om fastspændt cykelhjelm | 1. januar 2022 |
Retningen har altså været mod flere krav, ikke færre. Skal du gætte på, hvad der kommer, er det mere sandsynligt, at der stilles yderligere krav til udstyr eller kontrol, end at 20 km/t-grænsen hæves.
Er reglerne ændret i 2026?
Nej. Ved vores seneste kontrol af lovteksten 18. september 2026 var bekendtgørelse nr. 40 af 14. januar 2019 med ændringerne fra 2019 og 2021 stadig det gældende grundlag. Der er ikke trådt nye regler i kraft i 2025 eller 2026.
Flere sider markedsfører sig med "nye regler for 2026". Vær opmærksom på, at det i praksis oftest betyder, at årstallet i overskriften er skiftet — ikke at reglerne er. Vi skriver datoen for vores seneste kontrol nederst på siden, så du kan se, hvor gammel oplysningen er.
Ofte stillede spørgsmål om reglerne
Hvad er reglerne for et el løbehjul?
Løbehjulet må højst kunne køre 20 km i timen, veje under 25 kg, være under 2 meter langt og 0,70 meter bredt, det skal være CE-mærket og må ikke have siddeplads. Du skal være fyldt 15 år, bruge fastspændt cykelhjelm, have lys tændt hele døgnet og reflekser på for, bag og begge sider. Du kører efter cyklisternes regler.
Kan man køre el løbehjul som 13-årig?
Kun under ledsagelse og kontrol af en myndig person, eller alene på skiltede lege- og opholdsområder. Selvstændig kørsel kræver, at man er fyldt 15 år.
Hvor hurtigt må et el løbehjul køre?
20 km i timen. Kravet gælder den konstruktive maksimalhastighed — motoren må ikke kunne drive køretøjet hurtigere, og en softwarebegrænsning gør ikke en hurtigere model lovlig.
Skal man have cykelhjelm på et el løbehjul?
Ja. Siden 1. januar 2022 er fastspændt cykelhjelm påbudt for enhver, der kører på et motoriseret løbehjul. Hjelmen skal være godkendt efter EU-forordning 2016/425.
Må man køre på fortovet med et el løbehjul?
Nej. Du er omfattet af færdselslovens regler for cyklister, og de gælder cykelsti og kørebane — ikke fortove, gangstier eller fodgængerfelter.
Er ansvarsforsikring lovpligtigt på et el løbehjul?
Kun for løbehjul, der udlejes uden fører, og dér påhviler pligten udlejeren. Ejer du selv løbehjulet, er der ingen lovpligtig ansvarsforsikring — men du hæfter stadig personligt for de skader, du forvolder.
Kan politiet konfiskere et el løbehjul?
Bekendtgørelsen fastsætter bødestraf for overtrædelser, men indeholder ikke selvstændige regler om konfiskation. Spørgsmål om beslaglæggelse hører under de almindelige regler i færdselsloven og straffeloven, og dem henviser vi til politiet om — vi gengiver ikke tal og påstande, vi ikke kan verificere i lovgrundlaget.
Kræver et el løbehjul kørekort?
Nej. Bekendtgørelsen stiller ingen krav om kørekort.
Kan man miste sit kørekort på et el løbehjul?
Ja. § 11 gør færdselslovens § 53 om spirituskørsel gældende for føreren af et motoriseret løbehjul, og dermed gælder også frakendelse af førerretten. Du skal ikke have kørekort for at køre på løbehjulet — men har du et, kan du miste det.
Er der promillegrænse på el løbehjul?
Ja, 0,50 promille — grænsen i færdselslovens § 53, stk. 1, som § 11 i bekendtgørelsen gør gældende. For bevidsthedspåvirkende stoffer er der nulgrænse efter § 54, stk. 1.
Hvad er bøden for at køre uden hjelm på el løbehjul?
1.500 kr. efter Rigspolitiets vejledende bødetakster, med hjemmel i § 10 a. Det er den dyreste enkeltforseelse på et motoriseret løbehjul.
Må man tage et el løbehjul med i bussen eller toget?
Ja. Er løbehjulet sammenklappet og holder sig inden for 100 × 60 × 30 cm, rejser det gratis som personlig bagage efter de fælles landsdækkende rejseregler. Er det større, gælder reglerne for cykelmedtagning. Personalet vurderer altid, om der er plads.
Er reglerne for el løbehjul ændret i 2026?
Nej. Ved vores kontrol af lovteksten 18. september 2026 var bekendtgørelse nr. 40 af 14. januar 2019 med ændringerne fra 2019 og 2021 fortsat det gældende grundlag. Der er ikke trådt nye regler i kraft i 2025 eller 2026.
Videre herfra
Kender du reglerne, er næste skridt at finde en model, der overholder dem. Vi markerer lovligheden på hvert eneste produkt.
Se el løbehjul der lovligt må køres på offentlig vej
- Vælgeren — fire spørgsmål, og du får en konkret model, der overholder 20 km/t-grænsen
- El løbehjul til børn — aldersreglen afgør produktvalget
- El løbehjul til voksne — vægt og foldemål, hvis løbehjulet skal med i bus eller tog
- Hjelm og sikkerhedsudstyr — hvilke hjelme opfylder kravet i § 10 a
- Billige el løbehjul — de lovlige under 3.000 kr
Kilder: Bekendtgørelse nr. 40 af 14. januar 2019 om forsøgsordning for motoriseret løbehjul, med ændringer ved bekendtgørelse nr. 665 af 1. juli 2019 og bekendtgørelse nr. 55 af 19. januar 2021 (retsinformation.dk). Færdselsloven §§ 14, 53 og 54. Bødetakster: Rigspolitiets "Vejledende bødetakster ved overtrædelse af færdselsloven" (politi.dk). Medtagning i bus og tog: "Fælles landsdækkende rejseregler", afsnit 4.2 og 4.3.2. Kontrolleret 18. september 2026. Ansvarlig udgiver: Laust Kehlet, Black Spring ApS, CVR 45666220.